Historie

Virring Vandværks historie (Egnsarkivet i Virring, Stig Andersen)

Vandværket er et interessentselskab, hvis opgave er at levere godt og rigeligt vand til interessenterne.

I 1910 besluttede en kreds af borgere i Virring, at oprette et vandværk for Virring by og omegn.

På egnsarkivet, hvor vandværkets regnskaber og papirer er opbevaret, ligger der en deklaration der siger, at interessentselskabet Virring Vandværk må benytte et væld på Frands Pedersens engstykke, Kejlstrupgaard matr. nr. 7a. Vældet ligge syd for gaden Engkæret.

Man byggede en beholder øverst i byen mellem Gadebakken nr. 8 og 12. Dernæst rejste man en vindmølle i engen, der pumpede vandet op i denne beholder, hvorpå vandet, ved egen kraft, blev fordelt til de borgere der var medlemmer.

I begyndelsen var der 28 medlemmer, men efterhånden kom der flere og flere med.

Smed Ole Langballe fik tilsynet med møllen, for en pris af 70 kr. årligt.

Regnskabet fra 1. november 1910 til 15. marts 1911 viser en udgift på 9.584 kr. Deri var vindmøllen ikke indregnet. Man har optaget et lån på 11.000 kr.

I 1923-24 får man en elmotor til at trække pumpen. Møllen bliver dog ikke solgt, så det ser ud til at man bruger både motor og mølle. Hvornår møllen nedtages står der intet om. På et bestyrelsesmøde d. 10. oktober 1929 ønsker man vindmøllen repareret efter at den var blæst ned. Arbejde varetages af smedemester Andersen.

Ved en ekstraordinær generalforsamling 30. april 1937 skulle der stemmes om der skulle repareres på det gamle, eller man skulle have et nyt og om man stadig skulle bruge vandbeholderen eller have en trykkedel. Der optages et lån på 6.000 kr, så afstemningen faldt ud til fordel for nyt.

Bestyrelsesmøde 14. juli 1937, hvortil Frands Pedesen var indbudt. Årsagen er, at få styr på, hvor meget jord vandværket vandværket ejer i engen, da papirerne er gået tabt da R.P.Nielsens gård brændte i 1913. Ifølge dette møde blev der lavet en lejekontrakt i 1938 med Jens Jørgen Jensen matr. nr. 17a’s engstykke. Leje 10 kr. om året i 99 år. Underskrevet af formand M. Dam og Jens Jørgen jensen.

Første gang der nævnes et motorhus, er da man brandforsikrer samme 8. april 1938. Man skulle tro det var bygget sammen med installation af elmotor.

Ny trappe op til vandbeholderen 1945, og i 1947 ny boring, ekstra opkrævning og lån.

Den 21. oktober 1953 en ny boring ved den gamle vandbeholder, og nye maskiner. Det gamle vandværk i engen bibeholdes som reserve.

Endelig 2. maj 1971 beså man det nye vandværk vest for Kornkvarteret med nu 4 boringer som giver godt og rigeligt vand. Smedemester Georg Johansen overtog den gamle vandbeholder fra 1910.

I 2002 overtog Virring Vandværk Lille Virring Nord Vandværk ved Gl. Horsensvej og 2003 sammenlægges Virring Vitved Marks Vandværk med Virring Vandværk.De 2 boringer på Præstevejen bibeholdes og det areal, hvor vandværket ligger, udstykkes og købes af Virring vandværk. I 2004 overtages Hvolbæk Vandværk A.m.b.A.

Vandværket har herefter 441 interessenter.

Virring vandværks vedtægter blev ændret på den ordinære generalforsamling og en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling i 2008. Vandværket er herefter et andelsselskab med begrænset ansvar.

I 2008 er bebyggelse af den nye udstykning Johannelunden påbegyndt.

Hvis nu nogle kunne få lyst til at læse mere om det store arbejde det har været med projekteringen af vandværket og hvem der har siddet i betyrelsen, så er man altid velkommen på egnsarkivet i Virring.